Branchekodeks for private parkeringsoperatører i Danmark

Der henvises supplerende til de af DPPB udarbejdede Standardregler for regulerede private parkeringsområder i Danmark. Standardreglerne gengiver nogle af de vilkår, der gælder for parkering på private parkeringsområder, men oftest ikke fremgår af skiltningen på områderne.

Medlemskab af DPPB forudsætter, at kodeks følges.

Kontrolafgifter

Udstedelse af kontrolafgifter bør ske ud fra bl.a. et konsekvens-, et forsigtigheds- og et lighedsprincip.

Konsekvensprincippet indebærer, at konstaterede ikke ubetydelige overtrædelser af det skiltede reglement afgiftsbelægges, idet håndhævelsen ellers får karakter af vilkårlighed. Ikke sanktionsværdig handlemåde bør ikke forbydes.

Forsigtighedsprincippet indebærer, at rimelig tvivl om, hvorvidt en parkering er foretaget i overensstemmelse med parkeringsreglementet, eller hvorvidt reglementet er tilstrækkeligt skiltet, kommer parkanten til gode, således at en kontrolafgift i givet fald ikke udstedes.

Lighedsprincippet indebærer, at to i princippet ens forseelser udløser den samme sanktion, bortset fra tilfælde hvor forsigtighedsprincippet måtte tilsige andet.

Observationstid

Det er ikke et generelt krav, at der registreres (dokumenteres) en vis observationstid.

Konstatering af forseelsen, udfærdigelse af kontrolbilaget, eventuel fotografering og aflevering af kontrolbilaget m.v. må antages altid som minimum at tage 3-6 minutter. Det er derimod et generelt krav, at al dokumentering foretages omhyggeligt, og at alle registrerede informationer dobbelttjekkes.

Det tidsmæssige element indgår imidlertid for nogle forseelsers vedkommende som en del af selve forseelsen, og i disse tilfælde skal observationstiden registreres (dokumenteres). Det gælder således overtrædelse af parkeringsforbud, hvor man for private områder generelt har valgt at følge Færdselslovens definition af ”parkering” (§ 2,17), således at en standsning kortere end 3 minutter ikke betragtes som parkering. I sådanne tilfælde bør minimumsobservationstiden være 3-6 minutter. Ved standsningsforbud bør minimumsobservationstiden ligeledes være 3-6 minutter. I situationer med standsnings- og/eller parkeringsforbud, men tilladt af- og pålæsning bør observationstiden som minimum tilsvarende være 3-6 minutter, men vil oftest skulle være længere, helt afhængigt af de konkrete forhold på stedet (afstand fra køretøjet til destinationen, køretøjets type, ærindets karakter etc.

Ved parkering på invalideplads uden gyldigt invalidekort kræves ingen dokumenteret observationstid (0 minutter).

Kontrolbilag

Kontrolbilaget kan være et håndskrevet kontrolkort eller en maskinelt udskrevet kontrolstrimmel.


Det udfyldte kontrolbilag skal som minimum indeholde oplysning om 

  • forseelsesstedet
  • forseelsesdato og- klokkeslæt
  • køretøjets registreringsnummer og om muligt nationalitet
  • køretøjets mærke, model og type
  • en kortfattet (standardiseret) beskrivelse af forseelsen
  • observationstiden (fra/til klokkeslæt), når dette er relevant
  • registreringer vedrørende eventuel ventilkontrol
  • den pålagte kontrolafgifts størrelse i DKK
  • konto, hvortil betaling kan ske
  • betalingsfrist
  • klagemulighed
  • parkeringsoperatørens navn, adresse og telefonnummer

Dokumentationskrav

Dokumentationen for en parkeringsforseelse skal som minimum bestå af et korrekt udfyldt kontrolbilag.

Hvor det med rimelighed er muligt at optage fotografier, bør dokumentationen tillige bestå af et eller flere fotografier.

Yderligere dokumentation kan navnlig være en skitse udfærdiget af parkeringsvagten, parkeringsvagtens interne notater og parkeringsvagtens forklaring i retten.

Som den eneste dokumentation gives kontrolbilaget på stedet til parkanten, typisk ved anbringelse under en vinduesvisker, således at parkanten har mulighed for straks at orientere sig om forseelsen.

Det er en helt naturlig konsekvens af, at der stilles formelle krav til parkeringsoperatørens dokumentation, at denne kun kan anfægtes af parkanten, hvis der forelægger ”moddokumentation” af en vis bevismæssig vægt.

Kontrolafgifter pålagt køretøjer tilhørende staten, kommuner m.fl.

Betaling skal ske som anført på kontrolkortet/kontrolstrimlen. Det kan således ikke forlanges, at et parkeringsselskab foretager digital fakturering.

Udrykningskøretøjer og lign. (politi, brandvæsen, sygetransporter mv.)

Når det fremgår, at et udrykningskøretøj er parkeret i strid med parkeringsreglementet i forbindelse med en udrykning, bør der normalt ikke pålægges køretøjet nogen kontrolafgift. Fremgår det efter en rimelig observationstid ikke, at udrykningskøretøjet er parkeret i forbindelse med en akut opgave, kan der dog pålægges en kontrolafgift.

Kontrolafgifter pålagt anonyme eller skiltede akutkøretøjer i funktion kan normalt ikke forventes annulleret på grundlag af en henvendelse fra køretøjets fører, men kun efter henvendelse fra pågældendes overordnede.

Parkeringsvagter 

Parkeringsvagter skal stedse kunne fremvise en ren straffeattest.

Parkeringsvagter skal ved deres ansættelse og løbende gennemgå en grundig instruktion i alle forhold af relevans for parkeringsvagternes korrekte udførelse af deres funktioner.

Parkeringsvagter skal under udøvelse af deres kontrolfunktion stedse være uniformeret og skal på forespørgsel ved forevisning af ID-kort kunne dokumentere at være ansat hos parkeringsoperatøren.

Parkeringsvagter skal være fast aflønnet og må ikke modtage provision eller lignende aflønning, der er egnet til at sætte spørgsmålstegn ved vagternes objektive kontroludøvelse. Varetages en parkeringsoperatørs kontrolopgaver af tredjemand, må heller ikke tredjemand honoreres resultatbestemt, og parkeringsoperatøren skal sikre sig, at tredjemands parkeringsvagter, som til stadighed skal være fuldt uddannede i overensstemmelse med branchens professionelle krav, uden indskrænkninger er underlagt parkeringsoperatørens instruktionsbeføjelser med hensyn til kontrolkriterier, annullation mv.

Parkeringsoperatører må ikke tillade kunder selv at foretage kontrol og pålægge kontrolgebyrer (egenkontrol).

Klagebehandling

Parkeringsoperatører skal opretholde et kontor, hvortil parkanter, der er blevet pålagt en kontrolafgift, kan rette henvendelse med forespørgsel om eller klage over afgiften. Operatøren kan fastlægge rimelige regler for, hvorledes henvendelse kan ske og kan eksempelvis forlange, at parkantens fulde navn og kontaktoplysninger, køretøjets registreringsnummer, kontrolafgiftens løbenummer og lign. oplyses, og at kommunikation kun sker på en måde, der ikke kan kompromittere medarbejderes personlige sikkerhed, IT-sikkerhed m.v.

Klager skal besvares høfligt, indenfor rimelig tid og så individuelt, som den enkelte forseelse og forseelsestype med rimelighed tilsiger.


Nedsættelse af parkeringsafgifter pga. individuelle forhold (fx studerende)?

Det er en ganske udbredt opfattelse, at studerende kan opnå parkeringsafgifter, der er pålagt af private parkeringsoperatører, nedsat.

Det er op til den enkelte operatør at afgøre, om man vil yde "studenterrabat", men de færreste, om nogen, gør det.

Parkeringsbrancheforeningens medlemmer er også frit stillet i så henseende, men intet medlem har valgt at yde rabat til særlige persongrupper. Årsagen hertil er bl.a. at rabatordninger ikke i praksis kan administreres "fair" for alle. Som studerende kan man godt have en pæn indtægt eller formue, og studerende generelt er måske ikke økonomisk ringere stillet end fx pensionister, personer på overførselsindkomst eller personer i øvrigt med begrænset økonomisk råderum.

En anden grund er, at fx studerende naturligvis må betale samme pris for at parkere som andre bilister og generelt må følge de samme parkeringsregler. Når der gælder, og nødvendigvis gælde, ens priser for at parkere i overensstemmelse med reglerne, giver det ikke mening, at der gives rabat på at overtræde reglerne.



Senest ændret
17. august 2016.