Standardregler for regulerede private parkeringsområder i Danmark

Det er afgørende, at teksterne på private parkeringsskilte er så tilpas udtømmende, at ingen parkant med rimelighed kan påstå ukendskab til reglerne. Samtidig er det også afgørende, at skiltningen ikke gøres uoverskuelig af en mængde detailregler, som må forudsættes bekendt, fx fordi de har været fulgt af alle i mange år, og/eller fordi de samme regler gælder på offentlige veje og parkeringsarealer.

DPPBs standardregler omtaler nogle af disse typisk ”uskiltede” regler. Reglerne er generelt udtryk for mangeårig praksis og må antages at gælde for alle regulerede private parkeringspladser også uden at være skiltet på den enkelte plads. De er således ikke som sådan fastlagt af DPPB, men er en gengivelse af fast praksis, som foreningen opfatter den.

Det gengivne regelsæt er ikke udtømmende. Reglerne kan være fraveget på den enkelte plads.

Der henvises supplerende til den af DPPB udfærdigede Branchekodeks for private parkeringsoperatører i Danmark. Kodeksen fastlægger generelle regler for operatørernes virksomhed.

Invalidekøretøjer

Medmindre andet er anført på skiltningen, gælder på private parkeringsområder de samme regler for invalidekøretøjer som for andre køretøjer. Der skal således i givet fald anvendes P-skive, betales for parkering m.v.

Flere kontrolafgifter for samme forseelse

Flere kontrolafgifter kan pålægges for samme forseelse, men kun hvis dette udtrykkeligt er anført på parkeringsområdets skilte (Fx ”Ved overtrædelse af reglementet pålægges en kontrolafgift pr. påbegyndt døgn”).

DPPBs medlemmer pålægger (fastholder) maksimalt 4 kontrolafgifter for samme forseelse, medmindre der er grund til at antage, at der er tale om bevidst overtrædelse af et betalingsreglement, hvorefter parkeringsafgiften udgør et større beløb end 4 kontrolafgifter.

”Standsning” og ”parkering”

Begreberne ”standsning” og ”parkering” på private parkeringspladsers skilte m.v. defineres i overensstemmelse med Færdselslovens tilsvarende begreber.

Haveri, motorstop m.v.

Mener føreren af et køretøj, at det pga. køretøjets stand er umuligt eller uforsvarligt at fjerne det fra parkeringspladsen, skal føreren under forruden, let synligt udefra, placere en seddel med teksten ”Parkeret pga. havari” eller lignende samt angivelse af, hvornår køretøjet forventes fjernet.

Man må dog, på trods af en sådan seddel, påregne at blive pålagt en parkeringsafgift. Sker dette, og ønsker man at klage herover, skal man rette henvendelse til parkeringsselskabet med dokumentation for problemet (fx kopi af faktura for borttransport). Det beror herefter på parkeringsselskabets konkrete skøn, hvorvidt afgiften fastholdes eller frafaldes.

Henstilles et ikke færdselsegnet køretøj eller undlades det fjernet fra en parkeringsplads, hvor der er betalingspligt, skal man betale for pladsen på samme måde, som hvis køretøjet var fuldt funktionsdygtigt.

Er der ikke tale om en betalingsparkeringsplads, vil parkeringsselskabet ved sin afgørelse blandt andet lægge vægt på, hvor længe køretøjet henstår. Køretøjet kræves typisk fjernet indenfor nogle få timer og kun yderst sjældent accepteres mere end 24 timers henstilling.


Senest ændret
marts 2013